06.11.2025

Jul på FÆNGSLET skruer op for oplevelserne: fællessang, fakkeloptog og gratis museumsbesøg

Når portene åbner til Jul på FÆNGSLET fredag den 14. november, bliver det med nye traditioner og oplevelser, der samler familier og venner fra hele landet.

For første gang får julemarkedets gæster gratis adgang til hele FÆNGSELSMUSEET, og fællessang ved det stemningsfulde fakkeloptog bliver et nyt højdepunkt, når FÆNGSLETs ikoniske facade med mere end 20.000 dioder tændes, og julen officielt begynder.

Jul på FÆNGSLET har gennem årene udviklet sig til et af Danmarks største julemarkeder, og i år skrues der endnu mere op for julehyggen.

”I år har vi valgt at skrue op for det hele – mere lys, mere sne og endnu flere hyggelige detaljer. Vi har gjort meget ud af at skabe et sted, hvor hele familien kan mærke julen – uanset om man kommer for juleindkøb, madoplevelser eller bare for at prøve Polarekspressen 100 gange,” siger Christian Frich, eventansvarlig for FÆNGSLET.

Det 3.500 m² store indendørs julemarked byder på 200 boder fyldt med kunsthåndværk, julepynt og gaveidéer, mens Fængselsgården forvandles til en hyggelig madby med mere end 15 mad- og drikkeboder. Her står klassikerne som æbleskiver, gløgg og risengrød side om side med nye streetfood-retter under et loft af julelys.

Fakkeloptog og publikumsfavoritter vender tilbage

FÆNGSLETs populære åbning med fakkeloptog, anført af julemanden og Julepatruljen, vender også tilbage – i år med fællessang som ny tradition, der forener publikum i den magiske stund, hvor lysfacaden tændes og julen sættes fri bag murene.

Sidste års store publikumsfavorit – den fem meter høje lysskugle – vender tilbage, og i år får den selskab af en ny, spektakulær lysskulptur i Nordgården, der bliver et sikkert foto-hotspot.

En juleby for hele familien

For børnene venter gratis aktiviteter i Snekøbing: Sus ned ad den oppustelige kælkebakke, tag en tur med det lille juletog Polarekspressen, hils på julemanden og få taget årets julefoto under snekanonen i Julemandens hestevogn. De populære figurer fra Julepatruljen vender naturligvis også tilbage og spreder grin, leg og julestemning flere gange om dagen.

De voksne kan nyde en pause med en varm gløgg i madbyen eller tage en hestevognstur rundt om de oplyste fængselsmure – en tradition, der hvert år får Horsens til at glimte.

En jul med omtanke

Jul på FÆNGSLET støtter igen i år Røde Kors’ Julehjælp i Horsens og Horsens Nord. Ved køb af billet online kan gæsterne bidrage med et valgfrit beløb, og FÆNGSLET donerer selv et bidrag fra julemarkedet til julehjælpen. ”For os handler julen også om at give noget tilbage. Vi ved, at julehjælpen gør en forskel for mange lokale familier, og det er en tradition, vi er stolte af at støtte,” siger Christian Frich.

Se også

FÅ MERE UD AF DIT BESØG