Verdens vildeste flugt

I december 1949 lykkedes det på spektakulær vis en fange at flygte fra Statsfængslet i Horsens. Fangen hed Carl August Lorentzen, og han flygtede gennem en 18 meter lang tunnel, som han selv havde gravet. I 2024 markerer Fængselsmuseet, at det er 75 år siden, at Lorentzen flygtede. Besøg også Fængselsmuseets underjordiske udstilling om flugten.

Igennem hele 2024 markerer vi 75-årsdagen for Carl August Lorentzens flugt fra Horsens Statsfængsel. Her kan du læse eller genlæse vores serie Verdens Vildeste Flugt, hvor vi måned for måned har belyst forskellige aspekter af denne utrolige historie.

Idéen opstod

Lorentzen var vaneforbryder. Han begik tyverier og specialiserede sig i at bryde ind i pengeskabe. I marts 1948 blev han for 4. gang indsat i fængslet i Horsens. Han fik ideen til at flygte gennem en tunnel, da han i november 1948 afsonede en disciplinærstraf i fængslets kælder. Her opdagede han, at kældercelle nr. 7 lå ved siden af et tilmuret hulrum under trappen. Herfra ville han grave en tunnel og flygte ud af fængslet.

Lorentzen narrede inspektøren

Da Lorentzen i december 1948 havde afsonet sin disciplinærstraf i kælderen, blev han flyttet op i en celle på 4. etage i fængslet. Han ville dog gerne tilbage i kælderen, så han kunne begynde sit vilde projekt med at grave en tunnel. Han forklarede derfor overfor inspektøren, at han trængte til ro, hvilket kun var muligt i kælderen. Inspektøren accepterede Lorentzens forklaring og gav ham lov til at flytte tilbage i kældercelle nr. 7.

𝐇𝐞𝐦𝐦𝐞𝐥𝐢𝐠𝐭 𝐡𝐮𝐥 𝐬𝐤𝐣𝐮𝐥𝐭 𝐛𝐚𝐠 𝐞𝐭 𝐬𝐤𝐚𝐛

Den 18. januar 1949 vendte Lorentzen tilbage til celle nr. 7 i kælderen. Han gik straks i gang med at lave et hul bagved celleskabet, så han kunne få adgang til et tilmuret hulrum ved siden af cellen. Han startede med at løsne bagbeklædningen og hylden fra celleskabet med sin brødkniv. Derefter skrabede han pudset af væggen med en stoppenål og fjernede murstenene bagved skabet. Arbejdet foregik om natten, så han ikke blev opdaget.

𝗦𝗸𝘆𝗹𝗹𝗲𝗱𝗲 𝗸𝗻𝘂𝘀𝘁𝗲 𝗺𝘂𝗿𝘀𝘁𝗲𝗻 𝘂𝗱 𝗶 𝘁𝗼𝗶𝗹𝗲𝘁𝘁𝗲𝘁

Det tog Lorentzen mange uger at bryde gennem muren fra cellen og ind til hulrummet under trappen. Han knuste de første mursten og puttede dem i toilettet. Det var ikke normalt, at der var et toilet i cellen, men det var der i kældercellerne. Lorentzen kunne dog ikke selv skylle ud i toilettet, da cisternen af sikkerhedsmæssige årsager var placeret ude på gangen. I stedet skyllede personalet ud på bestemte tidspunkter i løbet af dagen.

𝗕𝗲𝘀𝘃𝗶𝗺𝗲𝗱𝗲 𝗽å 𝗴𝗿𝘂𝗻𝗱 𝗮𝗳 𝗶𝗹𝘁𝗺𝗮𝗻𝗴𝗲𝗹

Efter cirka en måneds arbejde lykkedes det Lorentzen at bryde gennem muren mellem cellen og hulrummet under trappen. I starten af marts 1949 kravlede han for første gang ind i hulrummet, hvor han besvimede på grund af den dårlige luft. De efterfølgende nætter åbnede han vinduet i cellen, så der kunne strømme frisk luft ind i hulrummet. Derefter kunne han ubesværet opholde sig i hulrummet, hvorfra han i al hemmelighed ville grave sin tunnel.

𝘉𝘪𝘭𝘭𝘦𝘥𝘦𝘵 𝘦𝘳 𝘮𝘢𝘭𝘦𝘵 𝘢𝘧 𝘊𝘢𝘳𝘭 𝘈𝘶𝘨𝘶𝘴𝘵 𝘓𝘰𝘳𝘦𝘯𝘵𝘻𝘦𝘯 𝘪 1954 | 𝘙𝘪𝘨𝘴𝘢𝘳𝘬𝘪𝘷𝘦𝘵.

𝐍𝐚𝐭𝐚𝐫𝐛𝐞𝐣𝐝𝐞

Lorentzen knoklede nat efter nat med at bryde igennem fængslets udvendige mur i hulrummet under trappen. Han brugte en stoppenål og skaftet på sin toiletbørste til at fjerne stenene i soklen. Han var bekymret for, at personalet om natten ville kigge ind i hans celle og opdage den tomme seng. Derfor formede han en figur af tæpper og kasser i sengen, så det lignede, at han lå og sov.

𝑩𝒊𝒍𝒍𝒆𝒅𝒆𝒕 𝒆𝒓 𝒎𝒂𝒍𝒆𝒕 𝒂𝒇 𝑪𝒂𝒓𝒍 𝑨𝒖𝒈𝒖𝒔𝒕 𝑳𝒐𝒓𝒆𝒏𝒕𝒛𝒆𝒏 𝒊 1954 | 𝑹𝒊𝒈𝒔𝒂𝒓𝒌𝒊𝒗𝒆𝒕.

𝐅𝐨𝐫𝐡𝐢𝐧𝐝𝐫𝐢𝐧𝐠𝐞𝐫

I maj 1949 arbejdede Lorentzen fortsat med at bryde igennem fængslets udvendige mur. Da hullet var stort nok, kunne han gå i gang med at grave tunnelen under fængslets forgård. Jorden viste sig dog at være meget sandholdig, hvilket besværliggjorde arbejdet. Han var derfor nødt til at finde på en måde at afstive tunnelen, så den ikke styrtede sammen. Måske kunne han bruge brædderne fra de gamle senge, der stod på fængslets loft?

𝗡𝗮𝘁𝗮𝗿𝗯𝗲𝗷𝗱𝗲

Når de andre fanger sov, så gravede Lorentzen og tog på udflugter op på fængslets loft. På loftet var der bl.a. gamle møbler og depoter med værktøj og redskaber, som Lorentzen kunne bruge til tunnelbyggeriet. Det lykkedes ham at få adgang til loftet ved at løsne et trappetrin i hulrummet under trappen. Dermed kunne han kravle ud i trappetårnet og liste op på loftet. Han havde afluret nattevagternes rutiner og undgik derfor at blive opdaget.

Falske nøgler og dirke

På fængslets loft var der værktøj og materialer, som Lorentzen kunne bruge til at afstive tunnelen med, så den ikke styrtede sammen. På turen fra kælderen og op til loftet skulle han igennem mange låste døre. Han nærstuderede derfor betjentenes nøgler og fremstillede efterfølgende falske nøgler og dirke af bl.a. ståltråd, træ og en ske. Ifølge Lorentzen lykkedes det ham ca. 30 gange at snige sig op på loftet.

Gravede i sit undertøj

Det tog Lorentzen flere måneder at grave de første 4-5 meter af tunnelen. Han stabiliserede møjsommeligt siderne og loftet af tunnelen med mursten og brædder. Jorden transporterede han ud af tunnelen i en lille skuffe, som han tømte i hulrummet under trappen. Han gravede for det meste i sit undertøj, så han ikke fik jord på sin skjorte og bukser. Hvis hans tøj var meget beskidt, var han bange for, at personalet ville opdage hans tunnelbyggeri.

Tæt på afsløring

Lorentzens tunnel løb under forgården mellem fængslets hovedbygning og forhuset. I forgården var der flere rosenbede, som fangerne plejede. En dag var Lorentzens hemmelige tunnel tæt på at blive opdaget, da en fange, der arbejdede i et af rosenbedene, trådte igennem jordoverfladen og ned i tunnelen. Heldigvis for Lorentzen var der ingen, som fattede mistanke. Et vognlæs jord blev bestilt, og hullet blev fyldt op.

𝐎𝐥𝐢𝐞𝐥𝐚𝐦𝐩𝐞

I den mørke tunnel frygtede Lorentzen for sit liv på grund af iltmangel. Han lavede derfor en olielampe af et syltetøjsglas, som både lyste op og advarede ham, hvis ilten slap op. Senere fandt han lanterner og lommelygter på loftet, som gav ham det nødvendige lys til at navigere sikkert i tunnelen.

𝐓𝐞𝐦𝐩𝐞𝐫𝐚𝐭𝐮𝐫 𝐢 𝐭𝐮𝐧𝐧𝐞𝐥𝐞𝐧

Lorentzen brugte mange måneder på at grave sin tunnel, som lå 2,5 meter under jordens overflade. Temperaturen i tunnelen varierede mellem 6 og 11 grader i 1949. De mange timer i den kolde tunnel betød, at Lorentzen ofte blev forkølet, men han fortsatte ufortrødent sit gravearbejde.

𝐇𝐯𝐨𝐫 𝐝𝐞𝐫 𝐞𝐫 𝐞𝐧 𝐯𝐢𝐥𝐣𝐞

I december 1949 afsluttede Lorentzen sin 18 meter lange tunnel, der strakte sig fra hulrummet ved siden af hans celle til inspektørens kartoffelkælder i fængslets forhus. Natten mellem den 22. og 23. december krøb Lorentzen for sidste gang gennem tunnelen, kravlede op i inspektørens kartoffelkælder, lirkede kælderdøren op, klatrede over muren og flygtede. Han efterlod et skilt med ordene: “Hvor der er en Vilje, der er der ogsaa en Vej!”.

𝐒𝐲𝐯 𝐝𝐚𝐠𝐞 𝐢 𝐟𝐫𝐢𝐡𝐞𝐝𝐞𝐧

Efter sin flugt fra fængslet stjal Lorentzen en cykel og satte kursen mod syd. Omkring 10 km syd for Horsens gemte han sig på et høloft i byen Ølsted. Men friheden fik en brat ende efter syv dage. Lorentzen blev fanget af gårdens beboere, da han forsøgte at stjæle mad. Syg og udmattet blev Lorentzen indlagt på fængslets sygeafdeling. En måned senere blev han idømt en disciplinærstraf på to måneders strafcelle for sin flugt og for ødelæggelse og tyveri af fængslets inventar.

𝘍𝘰𝘵𝘰𝘨𝘳𝘢𝘧𝘪 𝘢𝘧 𝘓𝘰𝘳𝘦𝘯𝘵𝘻𝘦𝘯 𝘥𝘦𝘯 30. 𝘥𝘦𝘤𝘦𝘮𝘣𝘦𝘳 1949 | 𝘉𝘺𝘢𝘳𝘬𝘪𝘷𝘦𝘵 𝘪 𝘏𝘰𝘳𝘴𝘦𝘯𝘴

Verdens vildeste flugt

FÅ MERE UD AF DIT BESØG

SE OGSÅ